Hvem er du, og hvorfor støtter du Det Starter Med Musikken?
Jeg hedder Mashti. Jeg er musiker, producer, komponist og DJ, og jeg har været med som producer til alle Rap Camps lige siden begyndelsen af Det Starter Med Musikken.
Jeg støtter Det Starter Med Musikken, fordi det er et helt unikt og fantastisk koncept, der virkelig gør en kæmpe forskel i mange af de unge deltageres liv.
Hvordan har musik haft en indflydelse på dit liv eller din karriere?
Jeg har altid lavet musik, lige fra jeg var lille. Jeg har været igennem utrolig mange kriser som ung, blandt andet mange år som tung stofmisbruger, og hvis det ikke havde været for musikken og evnen til at udtrykke mig kreativt gennem den, ville jeg ikke sidde her i dag.
Musikken og kreativiteten har formet utrolig meget af det liv, jeg har i dag, og har givet mig muligheden for at arbejde med en masse kreative mennesker, som jeg har æren af at samarbejde med i dag. Musik og kreativitet er både mit liv og min karriere.
Hvilken betydning mener du, musik har for unge menneskers udvikling?
Jeg mener, at musik og kreativitet har en meget stor, positiv og selvudviklende indvirkning på unge mennesker.

At være med til at skabe noget kreativt og få succesoplevelser, både individuelt og i samarbejde med andre, er enormt vigtigt. Musik og kreativitet giver unge mulighed for at udvikle sig gennem fællesskab og samarbejde.
Har du deltaget i musikalske projekter eller aktiviteter, der har gjort en forskel for andre?
Ja, jeg har været med som musikproducer på alle Det Starter Med Musikkens rap workshops.
Hvordan ser du din rolle som ambassadør i forhold til at fremme Det Starter Med Musikkens mission?
Min rolle som ambassadør er at tale om Det Starter Med Musikken til alle mine kontakter og forsøge at nå ud til så mange som muligt med budskabet om, hvad foreningen står for og laver.
Hvilke resultater håber du at se som følge af din støtte til foreningen?
Jeg har et dybt og inderligt ønske om, at Det Starter Med Musikkens model og virke kan fortsætte med at vokse og udbrede sig så meget som muligt, da jeg gang på gang har erfaret, hvilken fantastisk indvirkning det har på de unge, og hvilke imponerende resultater både foreningen og deltagerne præsterer.
Hvad er dit budskab til unge, der drømmer om en fremtid med musik?
Tro på dig selv, find din egen stil, lav musik og skriv fra hjertet, giv aldrig op, og husk, at du er UNIK!