Den 14/2 2022 modtog det #detstartermedmusikken Finn Nørgaard Prisen.
At blive set og anerkendt for det arbejde vi som forening gør, kan ikke beskrives, vi er ydmyge og stolte på samme tid. Stolte fordi den indsats vi har leveret som en forening er blevet set og fundet værdifuld. Vi er klar over at det vi gør, har værdi men når verdenen omkring os spejler, bekræfter og fejre det sammen med os, giver det så meget mere energi og glæde omkring vores arbejde.
Ydmyge fordi, det der startede som en drøm hos Manuela Reith Rasmussen, er blevet til en virkelighed gennem hårdt arbejde og stædighed. At gå fra drøm til realitet sker ikke af sig selv og der har været mange gode kræfter der hjulpet og stadig hjælper. Vores mål har altid været at bringe hjælpen ud til dem der har brug for den. Når vi derfor modtager en pris som Finn Nørgaard prisen, med tanke på den tragedie der gik forud for dens stiftelse og de værdier der ligger bag FInn Nørgaard Foreningen og dets arbejde, er vi både ydmyge og taknemlige.
Tak til alle der har hjulpet, hjælper og kommer til at hjælp.
Hvis I følger linket, kan I hører et interview i dag på P1 kulturen omkring hvad det er vi laver. https://www.dr.dk/lyd/p1/kulturen-pa-p1/kulturen-2022-02-15
Vores takketale på Christiansborg
- Det siges, at Finn Nørgaard engang har sagt, at ”man må støtte de svageste i samfundet, sådan bliver vi stærkere”
- Det siger alt om Finn Nørgaard. En hædersmand! Og disse ord ligger så godt i tråd, med vores filosofi
- Derfor kan det dårligt beskrives med ord, hvor glade vi er, for denne anerkendelse. Det er en kæmpe ære at få lige netop Finn Nørgaard-prisen. Det er en af de fineste udmærkelser, i vores øjne
- Vi brænder med kærlighed og faglighed, for at skabe en ny og bedre vej, for udsatte unges trivsel, selvværd og selvhjulpenhed
- Vi giver udsatte unge, en stemme gennem kreative udtryk, og vi oplever, at de unge nyder at indgå i et kreativt fællesskab, med andre unge, som er lige så passionerede for musikken, som de selv
- Hos Det Starter Med Musikken, skaber de større sociale kompetencer, og dybe Venskaber
- Det starter derfor med DIG, #detstartermedmusikken – og det slutter med det hele menneske …. Og dermed en bedre verden og det største kærlighedsvåben imod ondskab, som Finn selv udtrykte det
- Lad os alle forsætte den kamp – for en bedre, og mere kærlig verden, hvor dialog, rummelighed sammen med kærlighed, formidles via musikken, og vores livshistorik – for at håbets lys altid vil brænde
- Tusind tak for den store, store anerkendelse, som I giver os i dag. Af vores hjerter tak!
Det Starter Med Musikkens budskabspapir
- Som frivillig forening, der arbejder med udsatte unge og folk på kanten af fællesskabet, er det utroligt fedt at blive anerkendt for vores arbejde. Det bekræfter os i, at vores arbejde gør en forskel.
- Det er en kæmpe ære at få lige netop Finn Nørgaard-prisen. Det er en af de fineste udmærkelser i vores øjne.
- Finn Nørgaard Foreningen er oprettet i den ånd at forebygge så forfærdelige terrorhandlinger som den, der ramte Danmark 14. februar 2015, blandt andet ved at skabe fællesskaber og initiativer, der rækker ud efter udsatte unge i vores samfund.
- Det siges, at Finn Nørgaard har sagt, at ”man må støtte de svageste i samfundet, sådan bliver vi stærkere”. Derfor kan det dårligt beskrives med ord, hvor glade vi er for denne anerkendelse.
- Vi brænder med kærlighed og faglighed for at skabe en ny og bedre vej for udsatte unges trivsel, selvværd og selvhjulpenhed.
- Vi giver udsatte unge en stemme gennem kreative udtryk, og vi oplever, at de unge nyder at indgå i et kreativt fællesskab med andre unge, som er lige så passionerede for musikken som de selv, og derved skaber større sociale kompetencer samt vedvarende og dybe venskaber.
- Arbejdet med at hjælpe udsatte unge via ’Det Starter Med Musikken’ er fantastisk givende, og vi oplever, at de mange unge, der bliver en del af foreningen, faktisk nyder at få plads i et sundt fællesskab.
- Derfor glæder vi os også over prisen, da den kan løfte foreningen og kendskabet til den ud til endnu flere unge og udsatte, der savner et fællesskab og har brug for en udstrakt hånd.
FAKTA:
‘#DetStarterMedMusikken‘ har indtil nu haft over 250 unge på gratis musikworkshops, herunder 13 Rap Camps og 3 Master Classes, med deltagere i alderen 12-28 år. Omkring 70% af deltagerne lever på kanten af samfundet, ca. 70% har en eller flere diagnoser, 35-40% er ordblinde eller har haft en dårlig skolegang, 25-30% selvmedicinerer med rusmidler, og 15-20% befinder sig i periferien af eller er tilknyttet negativt ladede miljøer.
Foreningen gennemfører sit arbejde takket være generøse donationer og støtte fra fonde, som gør det muligt at tilbyde disse aktiviteter gratis for de unge.