Vision
Foreningen #DetStarterMedMusikken
Vores vision er at hjælpe unge under 30 år tilbage på rette vej med øget social og kulturel kapital i rygsækken.
Idéen til foreningen opstod en dag, hvor en ung 13-årig dreng sad på en bænk med udsigt til vandet på en smuk, solrig dag og talte med sin mentor Manuela Reith Rasmussen. Hun var den eneste voksne på det tidspunkt, der havde opdaget, at han i flere år havde skrevet rap-tekster og elskede musik, på trods af de udfordringer, han stod over for.
De brainstormede og kom frem til, at det kunne være fantastisk at skabe et sted, hvor forskellige unge med kærlighed til musik og rap kunne mødes, dele deres passion og kreativitet, blive dygtigere til at skrive tekster, indspille og blive undervist af de dygtigste rappere i landet.
Sammen fandt de på idéen til det fælles tredje – et sted, hvor unge på tværs af skel og personlige udfordringer kunne lære af hinanden, føle sig berettigede til at drømme, udleve deres drømme og, sidst men ikke mindst, vokse som mennesker i en tryg og synlig ramme.
Foreningsnavnet #DetStarterMedMusikken blev født under samtalen med Manuela. Drengen fandt på foreningens navn, fordi det signalerer vores vision om, at vi gennem vores aktiviteter kan være med til at starte de unges rejse fra kanten af samfundet til at skabe en ny og bedre vej for unges trivsel, selvværd og selvhjulpenhed. Han fortalte Manuela i samtalen: “Det skal hedde #DetStarterMedMusikken, fordi det er det, det hele starter med.”
Mission
Gennem en række indsatser og aktiviteter, som for eksempel musikalske workshops, inviterer vi de unge ind i nye, positive fællesskaber med adfærdsmønstre, de kan spejle sig i, hvor deres sociale baggrund er irrelevant. Med disse indsatser ønsker vi at bygge bro mellem de unge og det øvrige samfund. Vi vil opbygge de unges selvtillid og selvværd og bringe dem i kontakt med andre unge, de kan identificere sig med, hvilket vil sætte rammerne for nye netværk.
Fællesskab
I de rap-workshops, vi har afholdt, har vi set unge, der kæmper med alt fra ADHD til angst. Vi har arbejdet med ressourcestærke unge, samt unge fra miljøer præget af kriminalitet, misbrug og svigt.
Når unge med forskellig social baggrund sættes sammen i en ramme, hvor der er respekt og anerkendelse for individet, samt en dyb respekt for gruppen, opstår der et positivt fællesskab med nye, konstruktive adfærdsmønstre. Vores erfaring viser, at dette danner grundlag for nye, positive venskaber blandt de unge og giver dem nye perspektiver på livet.
I starten af en workshop afsætter vi god tid, så alle de unge føler sig velkomne og inkluderede, så usikkerheden forsvinder, og de føler sig som en del af gruppen. På meget kort tid lærer de hinanden at kende, de lærer underviserne at kende, og gennem tekstskrivning og sparring lærer de også sig selv bedre at kende.
Denne tilgang har blandt andet gjort, at en ung, som ikke havde været uden for døren i et halvt år, brød sin isolation gennem en rap-workshop og det fællesskab, den tilbød. Unge med stærk ADHD formår at sidde stille i en læringsramme, fordi de er passionerede omkring at lave musik og blive endnu dygtigere til det.
Det er vigtigt for os, at #DetStarterMedMusikken spreder budskabet om, at “sammen er vi stærkere”.
Bedst af alt, når de unge oplever, at det, de har på hjertet, bliver hørt, og at de ser, at andre er lige så passionerede for musikken, skabes der større sociale kompetencer, forøget selvtillid og selvværd samt vedvarende og dybe venskaber.
Generelt er vores aktiviteter skabt ud fra et helhedsorienteret billede med fokus på det enkelte individ, så de tilpasses den enkeltes behov og interesser. Indsatsen skal skabe tryghed og trivsel for de unge – og for det øvrige samfund.
FAKTA:
‘#DetStarterMedMusikken‘ har indtil nu haft over 250 unge på gratis musikworkshops, herunder 13 Rap Camps og 3 Master Classes, med deltagere i alderen 12-28 år. Omkring 70% af deltagerne lever på kanten af samfundet, ca. 70% har en eller flere diagnoser, 35-40% er ordblinde eller har haft en dårlig skolegang, 25-30% selvmedicinerer med rusmidler, og 15-20% befinder sig i periferien af eller er tilknyttet negativt ladede miljøer.
Foreningen gennemfører sit arbejde takket være generøse donationer og støtte fra fonde, som gør det muligt at tilbyde disse aktiviteter gratis for de unge.