Helikopteren

Projekt Helikopteren stopper 1. marts 2024

Helikopteren blev lanceret den 1. marts 2023 som et pilotprojekt med det formål at hjælpe kriminalitetsberørte og truede unge samt unge med tilknytning til rocker- og bandemiljøet, samt deres pårørende.

Dette er en målgruppe, som ofte ikke får den nødvendige hjælp, og som kæmper med livskriser og udfordringer, der kan føles ubærlige.

Det er derfor med stor beklagelse, at vi må meddele, at Helikopteren stopper på grund af manglende finansiering.

Vi er ydmyge og stolte over det, vi har opnået, og vi er utrolig taknemmelige for de mennesker, der har åbnet deres liv for os og givet os mulighed for at støtte dem i deres stræben efter et mere positivt og konstruktivt liv.

Vi føler os magtesløse over, at noget, der har givet så gode resultater, nu skal stoppes. Især fordi vi er overbeviste om, at det menneskesyn, der ligger til grund for vores metoder og tilgange, ikke blot gavner de involverede, men også understøtter en langsigtet samfundsmæssig gevinst.

Vi har oplevet, at Helikopteren har kunnet bygge bro mellem borgere, pårørende og det offentlige, selv under pressede livssituationer, og vi har set, hvordan dette kan gøre en verden til forskel for hele familier.

Vi mener, at vores erfaringer og resultater har skabt et solidt grundlag for vidensdeling, og vi ønsker derfor at sikre, at vores viden og resultater når ud til de arenaer, der arbejder med målgruppen. Dette er en åben invitation til dig, der måske arbejder med målgruppen, uanset om det er i praksisfeltet eller på politisk niveau.

Hvis du ønsker at drøfte vores resultater (udarbejdet af forsker), er du meget velkommen til at kontakte os på info@detstartermedmusikken.dk.

Til slut vil vi gerne takke alle de fantastiske samarbejdspartnere, vi har mødt på denne rejse, som alle har bidraget til Helikopteren. Vi vil også gerne takke fonden Østifterne for de midler, der har gjort det muligt for os at nå ud til så mange på så kort tid.

Et pilotprojekt, der hjælper unge borgere med at få et helikopterperspektiv på kompleksiteten i det offentlige system og hjælper dem tilbage på sporet.

”At få overblik over min sag har været rigtigt svært. Jeg har været til en million møder. Der er for mange indtryk, og jeg bliver forvirret. Det er også svært at forstå, hvad de siger til møderne. De snakker et mærkeligt sprog, og jeg kan ikke forstå særlig meget af det.”

Citatet stammer fra et interview med Ra, en 25-årig ung borger, der kæmper med komplekse problemstillinger som misbrug, kriminalitet, diagnoser og tilknytning til bande- og rockermiljøer. Ra ønsker hjælp, men oplever, at den nødvendige støtte mangler. For en ung borger som ham kan dette være katastrofalt.

Denne gruppe unge borgere har det svært i et offentligt system, der forsøger at koordinere en indsats, der tager hånd om hele borgeren. Selvom der findes en bred vifte af tilbud i vores offentlige system, kan det være udfordrende at navigere i dem. Der er ofte mangel på sammenhæng mellem eksisterende tilbud, og vi ser desuden, at forskellige tilbud til samme person kan arbejde modsatrettet. Mange unge borgere mangler desuden de sociale kompetencer, der er nødvendige for overhovedet at kunne modtage hjælpen.

Rådgivningen vil finde sted gennem en frivillig, anonym telefonisk rådgivning til unge borgere i målgruppen samt deres pårørende.

Udover den telefoniske rådgivning vil Helikopteren tilbyde et 20-timers praktisk mentorforløb til unge, der har brug for hjælp til at finde rundt i det offentlige system. Forløbet er også målrettet forældre (max 10 timer) og finder sted i København/Hovedstaden.

Denne del af projektet vil blive varetaget af professionelle mentorer og terapeuter med erfaring inden for målgruppen.

Mentorforløbet involverer hjælp til at kontakte relevante instanser, motiverende samtaler samt en struktureret plan for, hvordan de unge borgere skal hjælpes. Med andre ord: Vi skaber et helikopterperspektiv. Vores erfaring er, at dette perspektiv har en afgørende betydning for, om en ung borger er i stand til at bryde med negative, kriminelle mønstre. Et sådant brud er til stor gavn for både borgeren selv og for samfundet som helhed.

Hvorfor ”Helikopteren”?

MANGEL PÅ KOORDINERING AF INDSATSER FOR BORGERE MED KOMPLEKSE PROBLEMER

Det er et kendt problem, at det offentlige system har vanskeligheder med at koordinere indsatser til borgere med komplekse problemer (Bjerge & Houborg, 2019), herunder kriminalitetstruede unge. Disse borgere risikerer at “falde mellem to stole” og ikke opnå den nødvendige hjælp, hvilket er særligt problematisk for unge med komplekse problemer, der står over for at navigere svære overgange i livet (Andersen & Bengtsson, 2019).

Mange oplever, at tilbuddene fra forskellige instanser er usammenhængende, og nogle gange kan de virke irrelevante, formålsløse eller direkte modstridende med borgerens egne ønsker. I visse tilfælde mangler borgeren de basale eller sociale færdigheder, som er nødvendige for at kunne modtage støtten. Dette gør sig især gældende for kriminalitetstruede unge.

Forældre til en ung kriminel tør ikke henvende sig til et system med notatpligt af frygt for, at deres barn vil blive fjernet fra dem, hvis de fortæller om situationen. Derfor får de ikke den hjælp, de har brug for.

Mange unge kriminelle bliver ikke resocialiseret og rehabiliteret, når de kommer ud af fængsel. Der er ofte ingen plan, når de slippes fri og står alene uden en planlagt fremtid. Udslusning fra fængsel fungerer ikke godt nok. Der er derfor brug for et tilbud, der ikke har notatpligt, som tager hånd om disse unge, og som de unge og deres forældre kan føle sig trygge ved at kontakte.

Derfor Helikopteren

Målgruppe: Udsatte og kriminalitetsberørte/-truede unge i alderen 14-30 år samt deres forældre.

FAKTA:
#DetStarterMedMusikken‘ har indtil nu haft over 250 unge på gratis musikworkshops, herunder 13 Rap Camps og 3 Master Classes, med deltagere i alderen 12-28 år. Omkring 70% af deltagerne lever på kanten af samfundet, ca. 70% har en eller flere diagnoser, 35-40% er ordblinde eller har haft en dårlig skolegang, 25-30% selvmedicinerer med rusmidler, og 15-20% befinder sig i periferien af eller er tilknyttet negativt ladede miljøer.

Foreningen gennemfører sit arbejde takket være generøse donationer og støtte fra fonde, som gør det muligt at tilbyde disse aktiviteter gratis for de unge.