Prismodtagelse

Anti-radikaliseringspris:

Musikforening styrker unges selvfølelse og evne til at klare sig selv.

Finn Nørgaard Prisen 2022 går til non profit-foreningen ”Det starter med musikken”, der arbejder med workshops og aktivering af bl.a. udsatte unge, som lever på kanten af ​​samfundet.

Målet er at aktivere de unges drømme, fordi det skaber grundlaget for en positiv udvikling, og giver de unge tro på sig selv. Med prisen følger 50.000 kr.

”Det er en kæmpe ære at få lige netop Finn Nørgaard-prisen. Det er i vores øjne en af ​​de fineste udmærkelser, man kan få. Vi brænder med kærlighed og faglighed for at skabe en ny og bedre vej for udsatte unges trivsel, selvværd og selvhjulpenhed, der muliggør livsændringer,” siger Manuela Reith Rasmussen, som er næstformand i bestyrelsen for Det Starter Med Musikken, og fortsætter:

”Vi giver udsatte unge en stemme gennem kreative udtryk, og vi oplever, at de unge nyder at indgå i et kreativt fællesskab med andre unge, som er lige så passionerede for musikken som de selv, og derved skaber de større sociale kompetencer samt vedvarende og dybe venskaber.”

Hvorfor?

Efter at filmmanden Finn Nørgaard blev dræbt under forsøget på at forhindre angrebet på kulturhuset Krudttønden i 2015, samledes familie og venner i Finn Nørgaard Foreningen for at prøve at forhindre, at noget lignende sker igen. Foreningen har fokus på anti-radikalisering.

Pressemeddelelse:

Dette års pris blev uddelt i Landstingssalen på Christiansborg den 14. februar kl. 14:00. Til stede ved uddelingen er integrationsminister Mattias Tesfaye, folketingspolitikere, medlemmer af det jødiske samfund, familie og venner til Finn Nørgaard og Dan Uzan, herunder vennen prof. Steen Thomsen, der holder en mindetale. Tidligere ambassadør i Danmark Francois Zimeray vil tale om ytringsfrihed i Europa. Ambassadørerne fra Frankrig og Marokko, organisationer, der arbejder med anti-radikalisering, og tidligere prismodtagere er også tilstede.

”Arbejdet med at forhindre radikalisering, hvor end den dukker op, stopper aldrig. Vi er stolte over at kunne anerkende prismodtagere for deres uundværlige arbejde for at sikre ro og inklusion i vores samfund,” siger Jesper Lynghus, næstformand i Finn Nørgaard Foreningen.

Manuela Reith Rasmussens takketale finder du under nyheder.

Finn Nørgaard Prisen 2022 Prisoverækkelse Manuela Reith Rasmussen Tale